Killinger 2011

Vi har i 2011 haft ti killinger i pleje. Om der kommer flere må tiden jo vise. I år lagde vi ud med at tage imod et kuld på fire killinger, der var bare lidt over to uger gamle og lige havde fået øjne (Wimse, Addi, Tyson og Askepot). Det var en første gang for mig, at have flaskekillinger inden for døren. De mindste jeg har haft, har været 4-5 uger gamle,… så det var lidt af en udfordring. Det har været et kæmpe arbejde og bestemt ikke uden problemer, men det vil jeg skrive mere om her på Kattekram ved en senere lejlighed.
En fem ugers killing, der havde forvildet sig ind i motoren af en bil, fik brug for pleje næsten sammen tid som kuldet, så den lille olieindsmurte pelsbold fik også ophold hos os (Knirke).
Sideløbende med kuldet og oliekillingen tog vi imod en ca. fire ugers hunkilling, der på det tidspunkt passede i alder med kuldet på de fire (Nille). Så var vi oppe på seks stk.
Da oliekillingen Knirke var tæt på at flytte hjemmefra fik en fire ugers hankilling så brug for kærlighed og varme (Noller), og et par dage efter fandt man også en bror til ham (Bandit), og han blev selvfølgelig nødt til at flytte ind sammen med sin bror. Det er altid rart, at have to killinger på samme alder, så det var faktisk fint, selvom der nu, var der ved at være trængsel i huset.
Men inden vi så os om var både kuldet og Knirke flyttet, og der blev plads til lille Sally på fire uger, der var blevet efterladt i en grøft.
Nu her for to dage siden er sidst ankomne Frede, der er på samme alder som Sally og i skrivende stund ca. seks uger. Så har Sally selskab på sin egen alder, og det er rigtig fint, så hun ikke kommer til at mangle Noller og Bandit, når de engang får nye familier.

Du kan læse mere om alle killingerne på separate sider under “Killinger 2011”, når engang tiden tillader det.