Ensom og forladt killing ved ankomst til plejefamilien

Sally som hun så ud, den dag hun ankom

Lørdag den 3. september modtog vi et nyt plejebarn i familien. En lille trefarvet hunkilling på omkring 400 gram, små fire uger gammel. Hun var blevet fundet i en grøftekant i Tornby, og en papkasse stod i nærheden. Med sig havde hun en søster, der ikke havde kunne klare de urimelige strabadser. Hun var så forkommen, at hun måtte aflives.

Ved ikke hvad der foregår i hovedet af folk, der kan finde på den slags. Hvad havde de tænkt sig; skulle de fange mus og leve af det eller dø en grusom død i grøftekanten? Det sidste havde uden tvivl været tilfældet, hvis ikke de var blevet fundet. Jeg er så harm, at jeg næsten ikke kan finde ord for det.

Killingen vi fik hjem var heldigvis ved godt mod. Hun var sulten og beskidt men fuld af energi – heldigvis.
Jonna på Bæklund havde givet hende lidt at spise og behandlet for lopper. Vi gav strikken et måltid mere af torskerogn opblandet med A38 – varmet let op, så hun ikke fik det koldt i maven. Den slags kan de små killinger nemlig ikke tåle.

Efter maden blev hun indkvarteret på vores badeværelse med kattesenge, tæpper, varme vandflasker og en kattebakke. Men nej, der skulle hun da ikke være, og hun endte naturligvis inde i stuen med os andre, hvor hun faldt i søvn i mine arme.

Fremover vil du kunne følge strikken her på websiden

[social_share/]

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *